mandag den 22. januar 2018

Det er ikke størrelsen, men gørelsen


I mange år har det været trenden at snakke stor, større, størst indenfor landbruget og de der ikke fulgte den trend blev ofte mødt af en hovedrysten. Men nu er bundlinje og livskvalitet heldigvis kommet mere i højsæde, og det manglede også bare, for en solid økonomi og forandringsparathed er det vigtigste, for at kunne agere i et erhverv med svingende priser.

Som formand for familielandbruget, der varetager politikken for de små og mellemstore landbrug, glæder det mig at den nye SEGES udgivelse ”Hvor skal væksten komme fra?” rammer spot on på flere af familielandbrugets grundholdninger. I projektet er de gået helt tæt på de 2 procent dygtigste landmænd, hvor hovedparten af de sunde bedrifter har en omsætning på under 5 millioner, de spreder deres risiko, de er startet op med en mindre bedrift og de suger ny viden til sig, som de straks implementerer. Nogen af dem har oven i købet skaleret landbruget ned, da det har givet en bedre bundlinje. Det bekræfter min påstand om at det er gørelsen og ikke størrelsen, der afgør, om du har et levedygtigt landbrug, og det synes jeg er et særdeles vigtig budskab at få ud på landbrugsskolerne, Landboungdom, økonomirådgivere og de finansielle institutter. For økonomisk robusthed, livskvalitet og omstillingsparathed er et must på fremtidens landbrug. Det er dem der komme til at præge fremtidens landbrug i Danmark.

Indlæg i LandbrugsAvisen uge 4  2018

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar