Debat: Antibiotikaresistens respekterer ikke grænser

Bragt i Jyllands-Posten, 29. Juni 2017

Der kan være langt mellem avisernes positive artikler om landbruget.Der er ellers ikke langt mellem de positive historier. Senest har vi fået bekræftet, at danskerne roligt kan spise koteletter, karbonader og andet godt fra danske grise uden at frygte antibiotikarester.

Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at medicinrester i slagtede danske grise er en sjældenhed.

Kun i én af 3.500 prøver blev der fundet antibiotika på et niveau over grænseværdien. Der blev hverken fundet rester af væksthormoner eller andre forbudte stoffer. Og det er heldigvis ikke noget nyt i Danmark, takket være vores dygtige og samvittighedsfulde landmænd og dyrlæger.

Den høje fødevarekvalitet gør os til et foregangsland. Danmark er internationalt anerkendt for vores lave antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen.

Sammen med Norge, Sverige og Holland er Danmark blandt de lande i verden, der har det laveste forbrug af antibiotika til behandling af dyr. Det skal vi være stolte af, men vi må ikke dvæle ved de gode resultater. Vi arbejder stadig på at blive bedre.

Der findes desværre lande, der er så langt bagud, at de fortsat bruger antibiotika forebyggende eller antibiotiske vækstfremmere. Og antibiotikaresistens respekterer ikke landegrænser, så vi kan ikke løse det alene. Som foregangsland har vi en forpligtelse til at inspirere og skubbe til vores kollegaer - ikke bare i EU - men i hele verden.

For nylig deltog jeg i World Farmers' Organisations årlige generalforsamling i Helsinki. Her brugte Landbrug & Fødevarer igen lejligheden til at omtale nødvendigheden af, at det internationale antibiotikaforbrug sænkes og målrettes, så vi minimerer risikoen for antibiotikaresistens. Enhver landmand, bedrift og organisation bør være en aktiv del af løsningen i tæt samarbejde med politikere, myndigheder og det nationale sundhedsvæsen. Og det er muligt; Danmark har vist vejen, så det er et spørgsmål om politisk vilje.

25 år med uklarhed om diger må slutte

Bragt i LandbrugsAvisen, 11 April. 2017

Det virkede enkelt, da Per Stig Møller som miljøminister i 1992 vedtog at beskytte diger, der har biologisk, kulturel eller landskabelig værdi. Udgangspunktet for beskyttelsen var alle diger, der var indtegnet på de såkaldte fire-centimeterkort, der på den måde fungerede som en slags bruttoliste.

Planen var at luge ud i listen efterhånden, som digerne blev vurderet individuelt. Mens vurderingen stod på, skulle kommunerne være tilbageholdende med at give dispensation til at pløje hen over diger. På mange måder en fornuftig plan.

Problemet er bare, at planen her 25 år efter endnu ikke er ført ud i livet. Danske landmænd har stadig kun et 25 år gammelt kort at forholde sig til. Mange aner ikke, om de har beskyttet dige på deres ejendom eller ej.

Og nej, det er ikke en forsinket aprilsnar. Der er gået 25 år med uklarhed og et væld af sager mod landmænd, der har fjernet diger. I øjeblikket er der mange hundrede verserende sager, kunne man læse i sidste uges avis.

Det må slutte, og derfor har vi hos Landbrug & Fødevarer presset på for en løsning. Den politiske vilje er til stede, men en af udfordringerne har været at finde ud af, om det er staten eller kommunerne, der skal betale for at få vurderet digerne og revidere det gamle kort.

I sidste uge mødtes jeg derfor med kulturminister Mette Bock (LA) for at diskutere sagen. Ministeren havde stor forståelse for problemet og var ikke afvisende over for at forsøge at finde en løsning. Vi fik ikke noget endelig svar eller løfter på mødet, men jeg har grund til at håbe på, at vi endeligt kan få gjort op med 25 års forsømmelser.

Landmænd vil gerne pleje naturen

Bragt i Fredericia Dagblad 27. marts 2017

Der hvor jeg var, blev en del af engene plejet med græssende heste - og det var helt tydeligt, at de områder, der blev plejet, havde et langt højere naturindhold end områder, hvor der ikke var græssende dyr. Arealerne uden dyr var vokset til i meterhøje planter, og der var langt mellem de blomster, insekter og fugle, mens de afgræssede arealer viste en helt anden naturrigdom.

Derfor kan jeg kun glæde mig over, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har meldt ud, at der er givet tilsagn til naturpleje-aftaler for 136 mio. kr. Dette er faktisk seks mio. kr. mere, end der oprindeligt var sat midler af til - og det viser mig to ting:

For det første, at der er rigtig mange landmænd, som gerne vil være med til at gøre en indsats for naturen. Naturplejeaftalerne hviler udelukkende på frivillighed - og hvis der ikke var nogen lodsejere, der havde lyst til at gøre en indsats, ville endnu større dele af vores natur vokse til i krat og høje planter. I dag er der ca. 350.000 ha lysåben natur, der har behov pleje, så der er nok at tage fat på.

For det andet, at også politikerne er parate til at tage deres del af ansvaret. Det er glædeligt, at man har fundet ekstra midler, så alle ansøgere, der lever op til kravene i ordningen, har fået tilsagn. Indsatsen for natur og biodiversitet skal løftes i fælleskab, og det er helt afgørende, at der også er en politisk vilje til at finde og prioritere de midler, der skal til for at sikre naturplejen.

Landbruget spiller en afgørende rolle, når vi taler om at pleje og sikre naturen i det åbne land. I Landbrug & Fødevarer har vi et udtalt ønske om, at vi med en målrettet naturforvaltning kan sikre en balance mellem natur og anden areal-anvendelse, der kan være med til at sikre, at vi også fremover kan få naturoplevelser som den, jeg havde for nylig ved Skjern Å, samtidig med at vi også har et konkurrencedygtigt landbrugserhverv.

Naturplejen er netop et af de områder, hvor de to ting kan kombineres, og det er derfor også glædeligt, at der fortsat er flere landmænd, som ønsker at pleje naturen!

Arbejdsmiljøet skal prioriteres

Bragt 12 januar 2017 i LandbrugsAvisen

Jacob overlevede, men det kunne lige så godt være gået helt galt.

Sådan konstaterer en mor i dagens avis om sin 20-årige søn. Han er landbrugselev og faldt for knap halvanden måned siden gennem et staldtag og landede på betongulvet næsten seks meter nede.

Antallet af alvorlige arbejdsulykker og arbejdsrelaterede dødsulykker i landbruget er vokset det seneste år, og i 2016 skete der 13 dødsulykker i landbruget. Det svarer til, at hver tredje dødsulykke på arbejdsmarkedet sker i landbruget.

Den kurve skal knækkes. Vi må alle gøre en indsats for at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø, for ingen skal betale med livet for at passe deres arbejde. Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er også en god investering. Det har en positiv effekt på bl.a. produktivitet, kvalitet og økonomi og medvirker til, at vi også i fremtiden kan tiltrække og fastholde dygtige og engagerede medarbejdere.

I Landbrug & Fødevarers formandskab har vi i denne uge anbefalet vores primærbestyrelse, at vi i den kommende tid sætter fokus på arbejdsmiljøet. Vi ønsker at søsætte nye initiativer og at få fortalt om alle de gode tiltag, der allerede er med til at sætte arbejdsmiljøet i fokus ude på bedrifterne. På den måde ønsker vi at sikre, at arbejdsmiljøet bliver prioriteret, og at det bliver en naturlig del af planlægningen i dagligdagen. Vi skal også have øget den generelle viden om sikkerhed hos alle medarbejdere og gøre en indsats mod nedslidning i vores erhverv.

Jacob overlevede heldigvis sit fald og er nu kommet hjem efter ophold på et rehabiliteringscenter. 13 af hans kolleger var sidste år ikke så heldige. Det antal håber jeg aldrig, at vi oplever igen.

Landbrug. Fair skat vil sætte gang i generationsskifter

Bragt i Vejle Amts Folkeblad 31. December 2016

Af Lone Andersen og Peter Jørgen Kock

Det er både godt og rigtigt, når regeringen i sit grundlag lægger op til at hjælpe generationsskifter i virksomheder på vej gennem en revision af arveafgiften. Det kan vi kun byde velkommen.

Problemstillingen med at sikre, at nye generationer kan komme i gang som selvstændige, er lige nu uhyre aktuel - ikke mindst i landbruget. Vi har, siden finanskrisen begyndte, set en voldsomt stigende gennemsnitsalder hos de selvstændige landmænd. Dygtige unge landmænd kan ikke komme i gang, fordi finansieringen er ekstremt vanskelig at finde.

Problemet er imidlertid aktuelt for mange andre brancher præget af små virksomheder - som f.eks. håndværksmestre.

Vil regeringen for alvor give en hjælpende hånd til tusindvis af den slags virksomheder, der er modne til at få nye kræfter ind som ejere, bør man dog også se på de nærmest absurde regler for skat på sælgerpantebreve.

De svære betingelser for at skaffe finansiering betyder, at mange unge med drømmen om et liv som selvstændig må bede sælgeren, f.eks. en ældre landmand, om at bidrage til finansieringen i form af et sælgerpantebrev. Det er mange sælgere i princippet villige til. Problemet er blot, at han dermed skal påtage sig en helt urimelig risiko. Sælger beskattes nemlig med det samme af avancen af salget uden sikkerhed for, at sælgerpantebrevet nogensinde bliver afdraget.

Går køber konkurs efter kort tid, har sælger efter al sandsynlighed tabt den kapital, han har ladet stå i form af pantebrevet. Samtidig har han allerede betalt skat af avancen på salget af virksomheden og dermed også værdien af pantebrevet. Det er betingelser, som betyder, at mange handler, hvor der ellers er god vilje til at finde en løsning, strander. Uanset hvor gerne sælger vil af med sin virksomhed for at gå på pension, er risikoen for stor, da en hurtig konkurs måske vil flå tæppet væk under sælgers muligheder for en økonomisk tryg pensionisttilværelse.

Familielandbruget og LandboUngdom bakker helt op om Landbrug & Fødevarers bud på en løsning. Den består i at ændre reglerne, så det bliver muligt at genanbringe ejendomsavance i et sælgerpantebrev og dermed udskyde skatten, til likviditeten kommer, det vil sige i takt med, at afdragene på sælgerpantebrevet falder.

Sælgers skat bliver hverken større eller mindre. Skatten bliver derimod udskudt og skal betales i takt med, at køber afdrager på sin gæld til sælger.

En sådan fair løsning vil give et langt større incitament til at hjælpe til med finansieringen og dermed markant styrke mulighederne for at få nye kræfter i spil i mange af de små virksomheder, hvis trivsel er særdeles afgørende for liv og aktivitet i landdistrikterne.

Antibiotikakampen skal tages i Bruxelles

Bragt i JydskeVestkysten 23. December 2016

Er du klar over, at vi bruger for store mængder antibiotika i Europa? Både til dyr og til mennesker.

Det er der faktisk ret mange danskere, der er klar over. Som et af de få lande i EU, har danske medier og organisationer fokus på antibiotikaforbruget. Landbruget har nedbragt forbruget med 22 % siden 2009 mens man hos mennesker også ligger på et lavt niveau sammenlignet med andre EU-lande.

Fordi vi jævnligt debatterer antibiotikaforbruget i Danmark, tager de fleste af os nok den debat alvorligt. Sådan er det bare ikke i resten af EU. Jeg har netop været til flere møder i den europæiske landbrugsorganisation Copa-Cogea. Her sagde jeg til mine kolleger, at de er nødt til at tage deres antibiotikaforbrug alvorligt. Forbruget skal nedbringes, og selvom jeg er stolt af, at vi går forrest i Danmark, så er det beskæmmende at se, at fx Spanien bruger ni gange så meget antibiotika i deres husdyrproduktion i forhold til i Danmark.

Da jeg i sidste uge nævnte overfor mine kolleger, at vi forventer, at der bliver gjort en indsats fra dem, var der en ting, der var slående. Stilheden. Mine polske landmandskolleger, som ellers plejer at tale meget, blev pludselig helt stille. Sådan er det generelt, når jeg taler med kolleger fra de lande, hvor de slet ikke er vant til at tale om antibiotika.

På trods af stilheden og det faktum, at det er et ubehageligt emne for mange, er det nu lykkedes for Landbrug & Fødevarer at få emnet på dagsordenen i den europæiske arbejdsgruppe for dyresundhed.

Antibiotikakampen skal nemlig tages i Bruxelles.

Overlever selvejet og landbruget i Danmark?

Læserbrev i diverse aviser september 2015

Ja hvis der er politisk mod til at træffe de rette beslutninger, og det tyder det politiske klima faktisk på i øjeblikket. Sjældent har landbrugserhvervet nemlig været sat så voldsomt til debat, som den har været de sidste uger. Institutleder Henrik Zobbe, IFRO har begået en relevant debatskabende rapport, (Landbrugsbarometer 2015) og alverdens medier har i døgndrift belyst og diskuteret erhvervets udfordringer, og der er stillet en række aktuelle spørgsmål: Skal Danmarks jord fx også skal sælges til udenlandske kapitalfonde? Tak for debatinput, vi har behov for debatten den er vigtig og nødvendig, og vi vil lære af den.

Men hvor er den stille bonde og hans eller hendes familie i alt den turbulens? Ja bonden passer sit arbejde på gården i produktionsdanmark. Han ringer til smeden, inseminøren og foderstoffen, alt imens han jonglerer med foderplaner, budgetter og skemaer i de fleste af døgnets timer. Han kæmper hver dag for at komme til at eje mere og mere af sin gård. Det er det, der driver ham, og det har det været i de sidste 150 år, siden andelsselskaberne startede.

 Ca.  85 pct. af landbrugene i Danmark er familieejede, og det håber jeg stadig vil den dominerende ejerform fremover. Ejerformen er sat voldsomt under pres med liberaliseringen af landbrugsloven, hvor alt jorden er sat til salg, og hvor adskillige lovgivninger og regler presser selvejet, så det er vanskeligt at starte op som ny og drive et mindre selvejende landbrug, selvom det er dem, der økonomisk har klaret sig bedst igennem finanskrisen. I enhver landmands DNA findes et stærkt selvejergen, og det er netop tanken om at være herre i eget hus, der driver landmanden til at knokle fra morgen til aften for at sikre mad på bordet og aktivitet i sit lokalområde.

Overlever selvejet og landbruget i DK? Ja, men kun hvis man ser mulighederne og indretter lovgivningen til dem, for som den norske direktør i AgriAnalyse Christen Anton Smedhaug siger det norske tidsskrift Nationen: ”De sidste 150 års effektivisering bør ikke have som slutkonsekvens, at selvejet afvikles". For sker det, er hele erhvervet og Produktionsdanmark sendt til tælling.