mandag den 22. januar 2018

Det er ikke størrelsen, men gørelsen


I mange år har det været trenden at snakke stor, større, størst indenfor landbruget og de der ikke fulgte den trend blev ofte mødt af en hovedrysten. Men nu er bundlinje og livskvalitet heldigvis kommet mere i højsæde, og det manglede også bare, for en solid økonomi og forandringsparathed er det vigtigste, for at kunne agere i et erhverv med svingende priser.

Som formand for familielandbruget, der varetager politikken for de små og mellemstore landbrug, glæder det mig at den nye SEGES udgivelse ”Hvor skal væksten komme fra?” rammer spot on på flere af familielandbrugets grundholdninger. I projektet er de gået helt tæt på de 2 procent dygtigste landmænd, hvor hovedparten af de sunde bedrifter har en omsætning på under 5 millioner, de spreder deres risiko, de er startet op med en mindre bedrift og de suger ny viden til sig, som de straks implementerer. Nogen af dem har oven i købet skaleret landbruget ned, da det har givet en bedre bundlinje. Det bekræfter min påstand om at det er gørelsen og ikke størrelsen, der afgør, om du har et levedygtigt landbrug, og det synes jeg er et særdeles vigtig budskab at få ud på landbrugsskolerne, Landboungdom, økonomirådgivere og de finansielle institutter. For økonomisk robusthed, livskvalitet og omstillingsparathed er et must på fremtidens landbrug. Det er dem der komme til at præge fremtidens landbrug i Danmark.

Indlæg i LandbrugsAvisen uge 4  2018

torsdag den 14. december 2017

Proportionalitet og omtanke i naturforvaltningen

Klumme i Altinget d.11-12-17


Sidste tirsdag havde jeg – som flere andre af mine ”kolleger” fra en række andre organisationer – fornøjelsen af at være inviteret ind til Miljø- og fødevareministeren for at drøfte ønsker til en fremtidig naturpolitik. Jeg synes, det er rigtigt godt, at alle interesser på den måde inviteres til at spille ind med forslag til, hvordan vi bedst gør en forskel for naturen. Det er en positiv dagsorden, som jeg er sikker på, at alle organisationer gerne vil være med til at løfte.
Noget af det, som jeg havde med til ministeren, var et klart ønske om, at naturindsatsen bliver målrettet og sat i gang de steder, hvor der i forvejen er noget at beskytte – og at det sker på en måde, så vi opnår den største effekt og mest mulig inddragelse af de landmænd, der ejer eller plejer mange naturarealer.
Målretning og inddragelse er nogle af de principper, som Naturpakken hviler på – og derfor er det mit håb, at det også vil blive grundstenen i det beslutningsgrundlag til en ny ammoniakregulering, som er en del af Naturpakken.
Ammoniakregler med store konsekvenser
I dag betyder husdyrlovens regler om den specifikke ammoniakregulering, at rigtig mange landmænd oplever, at naturen på deres egen eller naboens ejendom er med til at begrænse udviklingen på bedriften – eller i værste fald betyder, at produktionen skal udfases og bedriften lukkes ned.
Selvfølgelig skal der tages hensyn til vores ammoniakfølsomme natur, og der enighed om, at påvirkning med næringsstoffer er en af de helt store udfordringer for naturen i det meste af Europa. Men det kan gøres på en måde, der giver mere mening for både natur og landmænd.
Helhedsorienteret naturforvaltning
Ved enøjet at fokusere på en række ammoniakkrav glemmer man, at det i mange tilfælde ikke vil forbedre naturkvaliteten det mindste – tværtimod ender man med at tvinge de landmænd væk, der aktivt kan bridrage til naturplejen. 
I Danmark har vi i gennemsnit en baggrundsbelastning af luftbåret kvælstof, der i mange tilfælde betyder, at selvom man lukkede alle husdyrproduktioner i nærheden af et naturområde, så ville belastningen alligevel ikke nå ned under naturens tålegrænser. Derfor skal vi tage helt andre redskaber i brug, hvis vi skal sikre en forbedring af naturkvaliteten på sådanne områder.
Hvor en begrænsning af en nærliggende husdyrproduktion i mange tilfælde kun har mindre betydning for naturen, så vil tiltag som afgræsning, slæt eller andre former for naturpleje være med til at løfte naturværdien betragteligt.
Men dette er desværre slet ikke en del af den måde, som husdyrreguleringen i dag er skruet sammen på. Her pålægger man landmanden meget skrappe restriktioner uden overhovedet at se på, hvordan naturen kunne forbedres gennem en målrettet forvaltning.
For at sætte det på spidsen så betyder den regulering, vi har i dag, at landmanden kan blive tvunget til at lukke sin bedrift – uden at det reelt gør en forskel for den nærliggende natur, som man ønsker at beskytte. Det er efter min opfattelse helt ude af proportioner – og en rigtig dårlig måde at forvalte både vores natur og vores samfundsøkonomi på.
Et andet grotesk eksempel på de gældende regler er, at selvom en landmand med en udvidelse af sin produktion faktisk ved hjælp af ny teknologi kan mindske påvirkningen af nærliggende natur, så kan han opleve at få et afslag på en sådan ansøgning – fordi han ligger over de krav til totaldeposition, som er fastsat for naturområdet. I stedet er han nødt til at blive ved med at producere i sin gamle stald uden miljø-, dyrevelfærds- og driftsmæssige forbedringer, indtil stalden er slidt ned og banken betalt.
Mangel på proportionalitet i gældende regler
I stedet for at sikre en forbedring af naturkvaliteten kan de gældende regler på flere måder have den stik modsatte effekt. Ud over en langsommere indfasning af moderne og miljøvenlige stalde betyder reglerne også, at der ikke er noget incitament for landmanden til at etablere og pleje natur. Samtidig er reglerne med til at tvinge landmænd væk fra de naturområder, hvor der er brug for, at de engagerer sig i naturpleje. Det korte af det lange er således, at landmænd pålægges meget store økonomiske konsekvenser, uden at det sikres, at det rent faktisk gør en forskel for naturen. Det er helt ude af proportioner!
Derfor er det tvingende nødvendigt med en gennemgribende ændring af ammoniakreglerne. Hvis landmanden fx gives bedre mulighed for at etablere eller udvide sin bedrift mod, at naturpleje indgår som et element i godkendelsen, så kan man sikre, at der sker en forbedring for naturen samtidig med, at de økonomiske konsekvenser for både landmanden og samfundet mindskes.
En anden mulighed er at bruge erstatningsnatur som en del af husdyrgodkendelser. I mange tilfælde vil den natur, som udløser ammoniakkrav, være et mindre naturområde, som på trods af et tiltag på den nærliggende husdyrbedrift alligevel vil have svært ved at opnå eller opretholde den ønskede naturkvalitet og -tilstand. I sådanne tilfælde vil det give en langt bedre bundlinje for både natur og økonomi, hvis landmanden gives mulighed for at udvide sin bedrift mod at etablere ny natur, fx i forbindelse med andre naturarealer. På den måde sikres både mere natur og ikke mindst mere sammenhæng i naturen.
Endelig kan der også være et behov for at se på naturen i et lidt bredere perspektiv end helt lokalt. Måske kan der opnås en langt bedre natureffekt ved at gøre en indsats et helt andet sted, men på den måde, så der alt i alt kommer en grøn bundlinje.
Behov for omtanke og forandringsvillighed
Som møderne hos Miljø- og fødevareministeren i sidste uge nok viste, så er der en bred enighed om, at naturen i Danmark har brug for en indsats. Men det nytter ikke noget, hvis den indsats enøjet fokuserer på et element – som fx ammoniak – uden at tage andre faktorer med. Fra Landbrug & Fødevarer har vi et klart mål om, at der skal ske en ændring af den specifikke ammoniakregulering, men vi har også en klar overbevisning om, at det med lidt omtanke og forandringsvillighed kan ske på en måde, der i sidste ende giver en grøn bundlinje.


søndag den 3. december 2017

 Vi har brug for mere viden om naturen

Bragt på altinget.dk 11 september 2017

KLUMME: Det er positivt, at der er penge på finansloven til at opfylde konkrete naturmål, men også at der er afsat penge til mere viden, for det er der behov for, skriver Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

I sidste uge kom regeringens finanslovsudspil, og jeg blev glad for at se, at naturen bliver prioriteret. Der er lagt op til at øremærke 80 millioner kroner over de næste fire år til at følge op på regeringsgrundlagets målsætning om ambitiøse naturmål.
Der er også sat knap 20 millioner kroner af til en to-årig forsøgsordning, der skal sikre mere sammenhængende arealer i Natura 2000. Initiativerne og puljen er blevet kritiseret for ikke at være store nok, men jeg vil meget hellere fokusere på, hvordan vi kan få mest ud af midlerne.
Der har været forskellige udmeldinger om, hvordan puljen skal bruges, og jeg hæfter mig blandt andet ved, at Mette Abildgaard her på Altinget nævner, at der, udover konkrete projekter, også kan være brug for at afsætte penge til mere viden. Det, mener jeg, er vigtigt, vi prioriterer.
Der er behov for mere viden om naturens tilstand og om hvilke indsatser og virkemidler, der har den bedste effekt. Løbende overvågning og vidensindsamling er en forudsætning for, at vi kan målrette naturindsatsen og sikre, at ressourcerne bruges dér, hvor de giver den største værdi og effekt. 
En eng er ikke bare en eng. I regeringsgrundlaget og finanslovsudspillet fremhæves det også, at puljen for eksempel kan målrettes en særlig indsats for ferske enge og overdrev. Det er relevant, men også her er der brug for mere viden.
Betegnelsen ferske enge dækker for eksempel både over kulturenge og naturenge. Og det dækker over både højtydende græsningsarealer, der gennem generationer er blevet gødsket, og det dækker over naturarealer, der aldrig er blevet tilført gødning. 
En eng er altså ikke bare en eng – og det samme gælder overdrev. Hvis indsatsen skal være succesfuld, er det afgørende, at den målrettes og først og fremmest sættes ind de steder, hvor vi har sjældne arter og naturtyper. Jeg synes derfor, at det vil være godt til en start at bruge nogle kræfter på at få prioriteret de beskyttede naturtyper som ferske enge og overdrev. At få sorteret kulturenge fra naturenge og græsmarker fra næringsfattige overdrev.
Hvis vi skal have mest natur ud af midlerne i finanslovsudspillet, er det afgørende, at vi prioriterer indsatsen dér, hvor der er de største naturværdier at bygge videre på.
Hvad er det så for en indsats, der skal til? 
Det kan jeg ikke komme med hele opskriften på - her må biologerne på banen. Men som repræsentant for mange af de landmænd, der til daglig udfører naturpleje og er aktive naturforvaltere, så ved jeg, at det er helt afgørende, at der er en incitamentsstruktur, som understøtter de mål, man gerne vil opnå.
Hvis de projekter og tilskudsordninger, der tilbydes, ikke er attraktive og enkle at gå ind i eller ikke egner sig til at nå de ønskede mål, så nytter det ikke noget. Med andre ord - hvis målet for eksempel er at skabe mere sammenhængende natur, så skal der være attraktive frivillige ordninger, som understøtter det mål. Det er faktisk ret enkelt. 
I Danmark har vi tradition for i høj grad at gennemføre naturindsatsen med midler fra EU’s landdistriktsprogram. Det er attraktivt for staten, fordi der på den måde kan opnås medfinansiering fra EU og ordningerne fungerer langt hen af vejen ok.
Men det giver også nogle udfordringer. EU-regler kan være meget rigide og svære at håndtere. Et eksempel er muligheden for at udbetale engangserstatning – det er endnu ikke lykkedes at få til at fungere under EU’s regler.
Noget andet er, at EU's kontrolkrav kan gøre det svært at tilrettelægge for eksempel plejeindsatsen på naturens præmisser - ligeså vel som det kan være en udfordring for landmanden at få naturens dynamik til holde sig inden for den tilladte 100 m2 bagatelgrænse. Derfor er jeg glad for, at der er nu er sat 100 procent nationale midler af på finansloven til en naturindsats. For det giver mulighed for at supplere ordningerne i landdistriktsprogrammet og for eksempel at kunne tilbyde engangserstatning, hvis der er behov for at lave permanente rådighedsindskrænkninger på særlige arealer. Og det giver mulighed for at give tilskud til en særlig målrettet naturplejeindsats, hvor der er behov for det. 
Landbrug & Fødevarers administrerende direktør Karen Hækkerup har tidligere slået et slag for, at der er behov for at supplere den nuværende tilskudsordning til pleje af græs og natur med en mere målrettet nationalt finansieret plejeindsats på arealer med særlige plejebehov.
Jeg synes, det er helt oplagt at gå videre med dette indenfor den afsatte finanslovspulje og lave en tilskudsordning, hvor plejen for eksempel fastlægges i en plejeplan, der understøtter de arter og naturtyper, man gerne vil fremme og beskytte, samtidig med at landmanden ikke skal være urolig for at miste sit plejetilskud, hvis naturen bliver vådere eller vildere end forventet.
Og hvor der samtidig prioriteres tid til mere dialog mellem naturmyndighed og dyreholder om, hvilke arter, der er i fokus, og hvordan plejen bedst kan tilrettelægges til alles tilfredshed.
Endelig ser jeg også potentialer i at hæve blikket lidt og få sat mere fokus på naturen i landbrugslandet generelt. Det kunne for eksempel være i form af et nyt tilbud om frivillige naturtjek på landbrugsbedrifterne. Det kunne være med til at skabe større opmærksomhed på de værdier, vi som landmænd har på vores ejendom, men ikke altid er bevidste om. 
Der er flere steder at tage fat, og vi står parat til at til at drøfte udmøntningen af finanslovsudspillet.




Lønstigninger kan bremse ansættelse af udlændinge

Bragt i Landbrugsavisen 13. Juli 2017

Dygtige og velkvalificerede udenlandske medarbejdere er uundværlige i dansk landbrug. Det er der ingen tvivl om. De udenlandske medarbejdere trives på gårdene og er glade for de danske lønninger, der er betragteligt højere end i de lande, de kommer fra.
Derfor er vi i Landbrug & Fødevarer meget uforstående over for, at De Regionale Arbejdsmarkedsråd nu melder om højere lønsatser. Op mod 10 pct. i alle regioner. Vi frygter, at lønstigningerne vil indskrænke landbrugets mulighed for at ansætte medarbejdere udefra.
Så vidt vi ved, forholder det sig bestemt ikke sådan, at de nuværende lønniveauer for udenlandske fodermestre og driftsledere uden for EU ligger under de danske og fratager danskere et job. Tværtimod står der ikke danske fodermestre og driftsledere i kø for at få et job.
Så hvad er årsagen til de varslede høje lønstigninger? Det virker ulogisk, når hele grundlaget for ordningen med fodermestre og driftsledere er baseret på mangel på arbejdskraft.
Lønnen til udenlandske fodermestre og driftsledere bør fastsættes med udgangspunkt i lønnen til en faglært landmand. Der er ingen grund til at presse lønnen højere op.
L&F er ikke en arbejdsgiverorganisation, og derfor har vi ingen indflydelse på løndannelsen. Det har til gengæld GLS-A, som er arbejdsgiverorganisation for landbruget, og indgår overenskomst med 3F. Desværre har de Regionale Arbejdsmarkedsråd ikke sørget for at inddrage GLS-A eller andre relevante parter omkring landbruget, inden de tog stilling til lønniveauet. Det virker som om, at de kun har lyttet til 3F.

Vi håber derfor, at GLS-A vil gøre deres indflydelse gældende over for De Regionale Arbejdsmarkedsråd og tage situationen alvorligt. Det er nu, de skal vise, at de kender landbruget og er til gavn for landbruget. For vi har behov for udenlandske medarbejdere, hvis vi skal kunne opretholde landbrugsproduktionen og dermed sikre udvikling og arbejdspladser på landet.


Ejendomsvurderinger. Livet på landet skal ikke rammes af ny skattelovgivning

Bragt i Viborg Stifts Folkeblad 5 Juli 2017

Henrik Bertelsen næstformand i Familielandbruget og Lone Andersen fmd. Familielandbruget.

SKAT: For os landmænd er der rigtigt mange gode elementer i den nye ejendomsvurderingslov, som Folketinget vedtog 6. juni.
Med loven bibeholdes den særlige beskatning af landbrugsjord og stuehuse, der tager hensyn til landbrugs helt særlige vilkår.
Samtidigt sikres nye særligt lempelige vilkår for vurdering af stuehuse og den tidligere tommelfingerregel om, at man ikke kunne blive betragtet som landbrug med mindre ens ejendom var over 5,5 ha bortfalder. Det sidste vil særligt være til gavn for mindre landbrug, men det indeholder også et element, som vi fra Landbrug & Fødevarer er skeptiske overfor.
Tidligere havde Skat den praksis, at den landbrugsmæssige benyttelse af ejendommen skulle være helt underordnet i forhold til beboelsesmomentet før en ejendom kunne karakteriseres som en beboelsesejendom. I den nye lov skriver Skatteministeriet, at vurderingsmyndigheden vil lave en afvejning af, om beboelseselementet eller landbrugselementet i det enkelte tilfælde vejer tungest.
Videre skriver Skatteministeriet, at er der reel landbrugsdriftså som sædskifte eller erhvervsmæssig husdyrproduktion, så vil ejendommen blive kategoriseret som landbrug -også selvom jorden er bortforpagtet. Det er ikke noget krav om driftsmæssigt overskud af bedriften. Men det vil i det enkelte tilfælde være genstand for en konkret vurdering.
Det synes vi i Landbrug & Fødevarer og i Familielandbruget ikke er præcist nok, og vi har derfor i lovprocessen kæmpet hårdt for at få skatteministeren til at præcisere, hvornår man kan risikere at blive omkategoriseret fra landbrug til bolig.
Skatteministerier vurderer, at " et antal" ejendomme, der hidtil har været vurderet som landbrugsejendomme m. v., fremover vil blive kategoriseret som beboelsesejendomme.
Tilsvarende kan der være " et antal" ejendomme, der skifter kategori fra beboelse til landbrug.
Men vi vil have langt mere klarhed.
Livet på landet er helt centralt for os. Friheden og jorden er en del heraf. Med en ændret praksis bliver vi usikre på om det vil betyde ændrede rammer. Det er klart, at det ikke vil være attraktivt at bo på landet med 10 ha jord, hvis det hele beskattes som en parcelhushave.
Vi skal værne om livet på landet.
Det kan det ikke herske to meninger om -heller ikke hos skatteministeren. Han har derfor også meddelt os, at der " under forhandlingerne om et nyt ejendomsvurderingssystem ikke har været et generelt ønske om at øge beskatningen af hobby-og deltidslandbrug.
Skatteministeren vil derfor følge praksisudviklingen tæt og indgå i en dialog med Landbrug & Fødevarer om, hvordan det kan sikres, at reglerne for kategorisering af hobby-og deltidslandbrug bliver så klare som mulige".

Det er vi godt tilfredse med, men vi vil se det endelige resultat, inden vi indstiller arbejdet.


Debat: Antibiotikaresistens respekterer ikke grænser
Bragt i Jyllands-Posten, 29. Juni 2017

Der kan være langt mellem avisernes positive artikler om landbruget.Der er ellers ikke langt mellem de positive historier. Senest har vi fået bekræftet, at danskerne roligt kan spise koteletter, karbonader og andet godt fra danske grise uden at frygte antibiotikarester.
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at medicinrester i slagtede danske grise er en sjældenhed.
Kun i én af 3.500 prøver blev der fundet antibiotika på et niveau over grænseværdien. Der blev hverken fundet rester af væksthormoner eller andre forbudte stoffer. Og det er heldigvis ikke noget nyt i Danmark, takket være vores dygtige og samvittighedsfulde landmænd og dyrlæger.
Den høje fødevarekvalitet gør os til et foregangsland. Danmark er internationalt anerkendt for vores lave antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen.
Sammen med Norge, Sverige og Holland er Danmark blandt de lande i verden, der har det laveste forbrug af antibiotika til behandling af dyr. Det skal vi være stolte af, men vi må ikke dvæle ved de gode resultater. Vi arbejder stadig på at blive bedre.
Der findes desværre lande, der er så langt bagud, at de fortsat bruger antibiotika forebyggende eller antibiotiske vækstfremmere. Og antibiotikaresistens respekterer ikke landegrænser, så vi kan ikke løse det alene. Som foregangsland har vi en forpligtelse til at inspirere og skubbe til vores kollegaer - ikke bare i EU - men i hele verden.
For nylig deltog jeg i World Farmers' Organisations årlige generalforsamling i Helsinki. Her brugte Landbrug & Fødevarer igen lejligheden til at omtale nødvendigheden af, at det internationale antibiotikaforbrug sænkes og målrettes, så vi minimerer risikoen for antibiotikaresistens. Enhver landmand, bedrift og organisation bør være en aktiv del af løsningen i tæt samarbejde med politikere, myndigheder og det nationale sundhedsvæsen. Og det er muligt; Danmark har vist vejen, så det er et spørgsmål om politisk vilje.



25 år med uklarhed om diger må slutte

Bragt i LandbrugsAvisen, 11 April. 2017

Det virkede enkelt, da Per Stig Møller som miljøminister i 1992 vedtog at beskytte diger, der har biologisk, kulturel eller landskabelig værdi. Udgangspunktet for beskyttelsen var alle diger, der var indtegnet på de såkaldte fire-centimeterkort, der på den måde fungerede som en slags bruttoliste.
Planen var at luge ud i listen efterhånden, som digerne blev vurderet individuelt. Mens vurderingen stod på, skulle kommunerne være tilbageholdende med at give dispensation til at pløje hen over diger. På mange måder en fornuftig plan.
Problemet er bare, at planen her 25 år efter endnu ikke er ført ud i livet. Danske landmænd har stadig kun et 25 år gammelt kort at forholde sig til. Mange aner ikke, om de har beskyttet dige på deres ejendom eller ej.
Og nej, det er ikke en forsinket aprilsnar. Der er gået 25 år med uklarhed og et væld af sager mod landmænd, der har fjernet diger. I øjeblikket er der mange hundrede verserende sager, kunne man læse i sidste uges avis.
Det må slutte, og derfor har vi hos Landbrug & Fødevarer presset på for en løsning. Den politiske vilje er til stede, men en af udfordringerne har været at finde ud af, om det er staten eller kommunerne, der skal betale for at få vurderet digerne og revidere det gamle kort.

I sidste uge mødtes jeg derfor med kulturminister Mette Bock (LA) for at diskutere sagen. Ministeren havde stor forståelse for problemet og var ikke afvisende over for at forsøge at finde en løsning. Vi fik ikke noget endelig svar eller løfter på mødet, men jeg har grund til at håbe på, at vi endeligt kan få gjort op med 25 års forsømmelser.