søndag den 3. december 2017


Landmænd vil gerne pleje naturen

Bragt i Fredericia Dagblad 27. marts 2017

Der hvor jeg var, blev en del af engene plejet med græssende heste - og det var helt tydeligt, at de områder, der blev plejet, havde et langt højere naturindhold end områder, hvor der ikke var græssende dyr. Arealerne uden dyr var vokset til i meterhøje planter, og der var langt mellem de blomster, insekter og fugle, mens de afgræssede arealer viste en helt anden naturrigdom.
Derfor kan jeg kun glæde mig over, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har meldt ud, at der er givet tilsagn til naturpleje-aftaler for 136 mio. kr. Dette er faktisk seks mio. kr. mere, end der oprindeligt var sat midler af til - og det viser mig to ting:
For det første, at der er rigtig mange landmænd, som gerne vil være med til at gøre en indsats for naturen. Naturplejeaftalerne hviler udelukkende på frivillighed - og hvis der ikke var nogen lodsejere, der havde lyst til at gøre en indsats, ville endnu større dele af vores natur vokse til i krat og høje planter. I dag er der ca. 350.000 ha lysåben natur, der har behov pleje, så der er nok at tage fat på.
For det andet, at også politikerne er parate til at tage deres del af ansvaret. Det er glædeligt, at man har fundet ekstra midler, så alle ansøgere, der lever op til kravene i ordningen, har fået tilsagn. Indsatsen for natur og biodiversitet skal løftes i fælleskab, og det er helt afgørende, at der også er en politisk vilje til at finde og prioritere de midler, der skal til for at sikre naturplejen.
Landbruget spiller en afgørende rolle, når vi taler om at pleje og sikre naturen i det åbne land. I Landbrug & Fødevarer har vi et udtalt ønske om, at vi med en målrettet naturforvaltning kan sikre en balance mellem natur og anden areal-anvendelse, der kan være med til at sikre, at vi også fremover kan få naturoplevelser som den, jeg havde for nylig ved Skjern Å, samtidig med at vi også har et konkurrencedygtigt landbrugserhverv.
Naturplejen er netop et af de områder, hvor de to ting kan kombineres, og det er derfor også glædeligt, at der fortsat er flere landmænd, som ønsker at pleje naturen!



Arbejdsmiljøet skal prioriteres

Bragt 12 januar 2017 i LandbrugsAvisen

Jacob overlevede, men det kunne lige så godt være gået helt galt.
Sådan konstaterer en mor i dagens avis om sin 20-årige søn. Han er landbrugselev og faldt for knap halvanden måned siden gennem et staldtag og landede på betongulvet næsten seks meter nede.
Antallet af alvorlige arbejdsulykker og arbejdsrelaterede dødsulykker i landbruget er vokset det seneste år, og i 2016 skete der 13 dødsulykker i landbruget. Det svarer til, at hver tredje dødsulykke på arbejdsmarkedet sker i landbruget.
Den kurve skal knækkes. Vi må alle gøre en indsats for at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø, for ingen skal betale med livet for at passe deres arbejde. Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er også en god investering. Det har en positiv effekt på bl.a. produktivitet, kvalitet og økonomi og medvirker til, at vi også i fremtiden kan tiltrække og fastholde dygtige og engagerede medarbejdere.
I Landbrug & Fødevarers formandskab har vi i denne uge anbefalet vores primærbestyrelse, at vi i den kommende tid sætter fokus på arbejdsmiljøet. Vi ønsker at søsætte nye initiativer og at få fortalt om alle de gode tiltag, der allerede er med til at sætte arbejdsmiljøet i fokus ude på bedrifterne. På den måde ønsker vi at sikre, at arbejdsmiljøet bliver prioriteret, og at det bliver en naturlig del af planlægningen i dagligdagen. Vi skal også have øget den generelle viden om sikkerhed hos alle medarbejdere og gøre en indsats mod nedslidning i vores erhverv.

Jacob overlevede heldigvis sit fald og er nu kommet hjem efter ophold på et rehabiliteringscenter. 13 af hans kolleger var sidste år ikke så heldige. Det antal håber jeg aldrig, at vi oplever igen.

Landbrug. Fair skat vil sætte gang i generationsskifter

Bragt i Vejle Amts Folkeblad 31. December 2016

Af Lone Andersen og Peter Jørgen Kock

Det er både godt og rigtigt, når regeringen i sit grundlag lægger op til at hjælpe generationsskifter i virksomheder på vej gennem en revision af arveafgiften. Det kan vi kun byde velkommen.
Problemstillingen med at sikre, at nye generationer kan komme i gang som selvstændige, er lige nu uhyre aktuel - ikke mindst i landbruget. Vi har, siden finanskrisen begyndte, set en voldsomt stigende gennemsnitsalder hos de selvstændige landmænd. Dygtige unge landmænd kan ikke komme i gang, fordi finansieringen er ekstremt vanskelig at finde.
Problemet er imidlertid aktuelt for mange andre brancher præget af små virksomheder - som f.eks. håndværksmestre.
Vil regeringen for alvor give en hjælpende hånd til tusindvis af den slags virksomheder, der er modne til at få nye kræfter ind som ejere, bør man dog også se på de nærmest absurde regler for skat på sælgerpantebreve.
De svære betingelser for at skaffe finansiering betyder, at mange unge med drømmen om et liv som selvstændig må bede sælgeren, f.eks. en ældre landmand, om at bidrage til finansieringen i form af et sælgerpantebrev. Det er mange sælgere i princippet villige til. Problemet er blot, at han dermed skal påtage sig en helt urimelig risiko. Sælger beskattes nemlig med det samme af avancen af salget uden sikkerhed for, at sælgerpantebrevet nogensinde bliver afdraget.
Går køber konkurs efter kort tid, har sælger efter al sandsynlighed tabt den kapital, han har ladet stå i form af pantebrevet. Samtidig har han allerede betalt skat af avancen på salget af virksomheden og dermed også værdien af pantebrevet. Det er betingelser, som betyder, at mange handler, hvor der ellers er god vilje til at finde en løsning, strander. Uanset hvor gerne sælger vil af med sin virksomhed for at gå på pension, er risikoen for stor, da en hurtig konkurs måske vil flå tæppet væk under sælgers muligheder for en økonomisk tryg pensionisttilværelse.
Familielandbruget og LandboUngdom bakker helt op om Landbrug & Fødevarers bud på en løsning. Den består i at ændre reglerne, så det bliver muligt at genanbringe ejendomsavance i et sælgerpantebrev og dermed udskyde skatten, til likviditeten kommer, det vil sige i takt med, at afdragene på sælgerpantebrevet falder.
Sælgers skat bliver hverken større eller mindre. Skatten bliver derimod udskudt og skal betales i takt med, at køber afdrager på sin gæld til sælger.
En sådan fair løsning vil give et langt større incitament til at hjælpe til med finansieringen og dermed markant styrke mulighederne for at få nye kræfter i spil i mange af de små virksomheder, hvis trivsel er særdeles afgørende for liv og aktivitet i landdistrikterne.



Antibiotikakampen skal tages i Bruxelles

Bragt i JydskeVestkysten 23. December 2016

Er du klar over, at vi bruger for store mængder antibiotika i Europa? Både til dyr og til mennesker.
Det er der faktisk ret mange danskere, der er klar over. Som et af de få lande i EU, har danske medier og organisationer fokus på antibiotikaforbruget. Landbruget har nedbragt forbruget med 22 % siden 2009 mens man hos mennesker også ligger på et lavt niveau sammenlignet med andre EU-lande.
Fordi vi jævnligt debatterer antibiotikaforbruget i Danmark, tager de fleste af os nok den debat alvorligt. Sådan er det bare ikke i resten af EU. Jeg har netop været til flere møder i den europæiske landbrugsorganisation Copa-Cogea. Her sagde jeg til mine kolleger, at de er nødt til at tage deres antibiotikaforbrug alvorligt. Forbruget skal nedbringes, og selvom jeg er stolt af, at vi går forrest i Danmark, så er det beskæmmende at se, at fx Spanien bruger ni gange så meget antibiotika i deres husdyrproduktion i forhold til i Danmark.
Da jeg i sidste uge nævnte overfor mine kolleger, at vi forventer, at der bliver gjort en indsats fra dem, var der en ting, der var slående. Stilheden. Mine polske landmandskolleger, som ellers plejer at tale meget, blev pludselig helt stille. Sådan er det generelt, når jeg taler med kolleger fra de lande, hvor de slet ikke er vant til at tale om antibiotika.
På trods af stilheden og det faktum, at det er et ubehageligt emne for mange, er det nu lykkedes for Landbrug & Fødevarer at få emnet på dagsordenen i den europæiske arbejdsgruppe for dyresundhed.
Antibiotikakampen skal nemlig tages i Bruxelles.


mandag den 26. oktober 2015

Overlever selvejet og landbruget i Danmark?


Læserbrev i diverse aviser september 2015


Ja hvis der er politisk mod til at træffe de rette beslutninger, og det tyder det politiske klima faktisk på i øjeblikket. Sjældent har landbrugserhvervet nemlig været sat så voldsomt til debat, som den har været de sidste uger. Institutleder Henrik Zobbe, IFRO har begået en relevant debatskabende rapport, (Landbrugsbarometer 2015) og alverdens medier har i døgndrift belyst og diskuteret erhvervets udfordringer, og der er stillet en række aktuelle spørgsmål: Skal Danmarks jord fx også skal sælges til udenlandske kapitalfonde? Tak for debatinput, vi har behov for debatten den er vigtig og nødvendig, og vi vil lære af den.


Men hvor er den stille bonde og hans eller hendes familie i alt den turbulens? Ja bonden passer sit arbejde på gården i produktionsdanmark. Han ringer til smeden, inseminøren og foderstoffen, alt imens han jonglerer med foderplaner, budgetter og skemaer i de fleste af døgnets timer. Han kæmper hver dag for at komme til at eje mere og mere af sin gård. Det er det, der driver ham, og det har det været i de sidste 150 år, siden andelsselskaberne startede.


 Ca.  85 pct. af landbrugene i Danmark er familieejede, og det håber jeg stadig vil den dominerende ejerform fremover. Ejerformen er sat voldsomt under pres med liberaliseringen af landbrugsloven, hvor alt jorden er sat til salg, og hvor adskillige lovgivninger og regler presser selvejet, så det er vanskeligt at starte op som ny og drive et mindre selvejende landbrug, selvom det er dem, der økonomisk har klaret sig bedst igennem finanskrisen. I enhver landmands DNA findes et stærkt selvejergen, og det er netop tanken om at være herre i eget hus, der driver landmanden til at knokle fra morgen til aften for at sikre mad på bordet og aktivitet i sit lokalområde.


Overlever selvejet og landbruget i DK? Ja, men kun hvis man ser mulighederne og indretter lovgivningen til dem, for som den norske direktør i AgriAnalyse Christen Anton Smedhaug siger det norske tidsskrift Nationen: ”De sidste 150 års effektivisering bør ikke have som slutkonsekvens, at selvejet afvikles". For sker det, er hele erhvervet og Produktionsdanmark sendt til tælling.

 

torsdag den 7. maj 2015

Brev til Miljøminister

Brev til miljøminister afsendt d.29-4-2015

Kære Kirsten Brosbøl


Det er med meget stor undren, at jeg kan konstatere, at regeringen har tænkt sig at forpligte Dan-mark på et reduktionskrav for ammoniak, der er 4 gange højere end EU-gennemsnittet i 2020.

Som økologisk landmand har jeg for nyligt besluttet at udvide min bedrift med 30 ekstra malkekøer, så jeg nu kommer op på 105 malkekøer. Jeg ser gode muligheder i at fokusere mit familielandbrug på mælkeproduktion, nu hvor mælkekvoterne er ophørt, og har derfor besluttet at investere til gavn for min virksomhed og for væksten i Danmark. Jeg ved, at mange mælkeproducenter går i samme overvejelser, både konventionelle og økologiske landmænd.

Det giver rigtig god mening at udvide mælkeproduktionen i Danmark. Vi har en miljøeffektiv produk-tion og arbejder dagligt på at forbedre den. Vi har virksomheder, der også ønsker at investere i den danske produktion, og som er med til at sætte Danmark på verdenskortet, når vi taler om fødevarer. Det er med stolthed, at min økologiske mælk sælges så langt væk som Kina.

Som viceformand i Landbrug & Fødevarer er jeg meget optaget af, at der skabes vækst i hele fø-devareklyngen, og jeg er glad for, at regeringen med en særlig vækstplan for fødevarer også har taget en række initiativer, der understøtter dette ønske.

Det står i skarp kontrast til regeringens beslutning om, at lade erhvervet stå for den absolut højeste reduktion af ammoniak i Europa, velvidende at vi allerede har plukket de lavthængende frugter og er langt foran vores konkurrenter.



Du har gentagne gange nævnt, at reduktionen sagtens kan nås med den nuværende lovgivning, så hverken jeg eller mine kollegaer vil blive ramt af nye krav. Men som jeg ser det, er de beregninger, regeringen baserer sin beslutning på, meget usikre – der er ikke engang regnet med den vækst i mælkeproduktionen, som Arla og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter forventer. Derfor bekymrer det mig, hvorvidt dine forsikringer holder, hvis beregningerne ikke gør.

Jeg har brug for at vide, om jeg risikerer at stå med ekstra skrappe krav til min ammoniak-udledning, hvis Danmarks reduktioner i 2019 eller 2021 ikke lever op til dine forventninger. Jeg har også brug for at vide, hvordan mine muligheder for at udvikle bedriften om 5-10 år vil være, hvis der er sat et skrapt loft over husdyrproduktionen i form af et ammoniakloft.

Som erhvervsdrivende og repræsentant for mit erhverv er det meget svært at se, hvordan et reduk-tionsmål, der er mange gange højere end vores konkurrenters, harmonerer med regeringens ambi-tioner om vækst i fødevareerhvervene.

Med venlig hilsen

Lone Andersen

lørdag den 14. marts 2015

Så la’ da vær’ med at bruge naturen som losseplads!




Vi har en skønherlig sø, der ligger tæt på offentlig vej, som vi deler med andre naturglade forbipasserende, der stopper op og går en tur eller sidder og nyder udsigten.  Flere har kontaktet os om de må træne deres hund i vandet og det er de velkommen til, når de har spurgt og ellers fjerner efterladenskaber.

Så langt så godt, for nu er det pludselig ikke en god historie mere. For flere gange om ugen besøges søen af dovne eller dumme mennesker, der tømmer askebægre, fastfoodrester, øldåser, slikpapir, aviser ja sågar et helt sæt stole blev der læsset af forleden dag. Hvad tænker folk på hvis de tænker? Vi har velindrettede offentlige genbrugspladser over hele landet, så der er SLET ingen undskyldning for ikke at bruge dem.  Kan de kære ubetænksomme køre ud til vores sø langt ude på landet, vil de altid have mulighed for at køre til en nærmere offentlig affalds plads i stedet. ”Så la da vær” med at bruge naturen som skraldespand!

Nu bliver historien endnu dårligere, for 3-4 velfodrede velplejede store tamme kattekillinger er også blevet dumpet her i vinter.  Det må være foretaget af hjerteløse mennesker, for sikke en fare disse katte udsættes for og udsætter naturen for. Man skal altid tænke sig godt om inden man køber dyreunger, for de bliver altså større, og overrumples man af det, så er der humane måder at komme af med dyrene på. Naturen bør aldrig være losseplads for hverken affald eller kæledyr.   

Jeg elsker at færdes i naturen, men er hammer træt af at jeg skal opsamle andres efterladenskaber.

Så la’ da vær’ med at bruge naturen som losseplads!