lørdag den 15. maj 2010

Kæp i hjulet for udvikling Johs. Poulsen?


Der er ingen grænser for alle de flotte ord om, hvordan landdistrikterne skal udvikle sig. Vi vil også gerne se handling, inden euforien har lagt sig, og Reimer Bo går om bord i et nyt varmt emne.

De flotte løfter til landdistrikterne kommer fra alle partier på borgen, men er der handling bag ordene? Ja forhåbentlig bag de fleste, og Venstres nye oplæg til udvikling i de tyndtbefolkede områder er et skridt i den rigtige retning.

Men en konkret nu-handling, som virkelig kan sætte gang i landbrugserhvervet, store som små, er en forbedring af miljøgodkendelsesloven. Denne lov sætter de Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, nu en kæp i hjulet for.

Loven er ved at blive evalueret, så den bliver mindre bureaukratisk, så der kan komme gang i tilpasninger, udvidelser og bedre dyrevelfærd på landbrugene. En evaluering af denne lov kan give optimisme hos såvel landmænd som håndværkere, og der kan komme gang i udviklingen i landdistrikterne og erhvervslivet generel.

Men miljøgodkendelsesloven er vedtaget med regeringspartierne og De Radikale, og selvom det ligger lige til højrebenet at skubbe gang i en meget længe ventet anmeldeordning i miljøgodkendelsesordningen, så vil de radikale ikke være med.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor sætter du, Johs. Poulsen, en kæp i hjulet for et initiativ, som vil sætte gang i udviklingen i landdistrikterne nu? Det er helt uforståeligt, da det jo ikke er givet, at velfærden i Danmark er permanent. Det er langt fra alle beskåret at have muligheden for at sætte gang i en positiv erhvervsudvikling lige nu. Det er ikke ordentligt eller rettidig omhu, det er ærgerlig og noget egoistisk politisk drilleri, som ingen har gavn af.

Læserbrev i JP d.12-5-2010 (skrevet sammen med Esben Lunde Larsen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar