mandag den 2. januar 2012

Nytårsønske: Optimisme og konstruktivt samarbejde

”Fremtiden er ikke så sort, som den har været.” Det optimistiske perspektiv gælder heldigvis for mange landmænd. Men langt fra alle har det sådan, for krisen har skabt store ar hos mange landmandsfamilier. Når man skal spørge banken om lov, hver gang der skal laves den mindste reparation eller nødvendige investering, så er friheden som landmand, virkelig indskrænket.
De menneskelige omkostninger for familien kan være store. Det kræver sammenhold, hjælp, åbenhed og forståelse fra omgivelser og samarbejdspartnere, og den skal familien endelig tage imod.

 Heldigvis er der også mange bønder, som tjener penge, og over halvdelen forventer et bedre år eller uændret i 2012 ifølge en meningsmåling i Landbrugsavisen. Det er ikke så ringe endda. For hele landbrugserhvervet generelt er der optimisme at spore i det nye år, da priserne på stort set alle produkter ser ud til at holde eller forventes at stige.

Der er dog ingen grund til euforisk jubel, for der er mange ubekendte i ligningen for fremtidens landbrug og følgeerhverv, som kræver handling: generationsskifte af gårdene skal gøres lettere, energiforliget skal forbedres betydeligt, likviditet til sunde virksomheder skal være nemmere at få, og EU’s landbrugspolitik - CAP 2013 - skal styrkes. Natur & Landbrugskommissionen må ikke blive en syltekrukke, men bør komme med konkrete initiativer, der løfter fødevareerhvervet i Danmark. Fødevarevirksomhederne skal styrkes, ligesom alle størrelser og ejerformer af landbrugsbedrifter skal kunne udvikle sig, for netop mangfoldigheden gør os stærke og mindre sårbare.

 Det landbrugspolitiske arbejdstøj er på, for d.5.- 6. januar holdes seminar i L&F’s Primærbestyrelse og d. 9.januar holder landbruget i Vestjylland sammen med LO et fælles politisk debatmøde om Vækst-Jyllands fremtid.

Til sidst et nytårsønske om, at vi i landbrugserhvervet arbejder bredt sammen på tværs af alle organisationer og trækker mod samme mål. For kun konstruktivt samarbejde vil give de bedste resultater fremadrettet for Danmarks velfærd og for bønder. Godt Nytår.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar