mandag den 27. maj 2013


Forvirring i ambulance  
Læserbrev i De Bergske, Jydske Vestkysten og Herning Folkeblad fra d.21. til d.27.maj 2013               

Jeg er ganske overrasket over forvirrende telefonsnak imellem 2 sygehuse og vagtcentralen, som foregik i en ambulance i fredags, hvor jeg var medpassager. Jeg skulle med min datter i en ambulance på sygehuset. Vi bor kun 3 km fra regionsgrænsen mod syd, og Esbjerg sygehus er 10 km nærmere for os end Herning sygehus. Samme dag havde hun været til undersøgelse på Esbjerg sygehus, hvor hele sygehistorien måtte fortælles, da de ikke lige kunne trække journaloplysninger fra hendes hjemkommune.
Sygdommen forværredes i løbet af aftenen og vi måtte tilkalde en ambulance over vagtcentralen. Ambulancen kom ret hurtig og vi fortalte at hun havde været til undersøgelse i Esbjerg, og da det også var nærmere end Herning var det naturligt at køre derned. Det var de enige i på Herning sygehus og vi kørte sydpå, men så var alt enighed også ovre, da vagtcentralen og de 2 sygehuse kom med helt modsatrettede beskeder til de stakkels Falck folk. Så skulle vi til Herning, så til Esbjerg, og da der var gået ca. 20 min med interne diskussioner, kunne vi have været fremme i Esbjerg, men måtte vende og slut-destinationen blev Herning. Patienten med stærke smerter og mig som medpassager, kunne udelukkende se undrende til. Sygehusets personale og falck folkene var yderst kompetente, og sygdomsforløbet fik en god afslutning. Men jeg håber virkelig Regionen Midtjylland vil sikre at det her ikke sker for andre, der bor tæt på regionsgrænserne, for det må da være et spørgsmål om sund fornuft og klare kommandoveje?

Det var også helt nostalgisk at se på falkmanden, der lavede alle noter med kuglepen på papir, og at journaler imellem sygehusene blev faxet, - i dag 2013. I kommunerne har vi IT implementeret helt ud på selv den mindste institution, og vi skal alle i de små hjem indberette alt via internettet. Hvorfor følger Region Midtjylland ikke med IT udviklingen?



Ingen kommentarer:

Send en kommentar