søndag den 3. december 2017



Ejendomsvurderinger. Livet på landet skal ikke rammes af ny skattelovgivning

Bragt i Viborg Stifts Folkeblad 5 Juli 2017

Henrik Bertelsen næstformand i Familielandbruget og Lone Andersen fmd. Familielandbruget.

SKAT: For os landmænd er der rigtigt mange gode elementer i den nye ejendomsvurderingslov, som Folketinget vedtog 6. juni.
Med loven bibeholdes den særlige beskatning af landbrugsjord og stuehuse, der tager hensyn til landbrugs helt særlige vilkår.
Samtidigt sikres nye særligt lempelige vilkår for vurdering af stuehuse og den tidligere tommelfingerregel om, at man ikke kunne blive betragtet som landbrug med mindre ens ejendom var over 5,5 ha bortfalder. Det sidste vil særligt være til gavn for mindre landbrug, men det indeholder også et element, som vi fra Landbrug & Fødevarer er skeptiske overfor.
Tidligere havde Skat den praksis, at den landbrugsmæssige benyttelse af ejendommen skulle være helt underordnet i forhold til beboelsesmomentet før en ejendom kunne karakteriseres som en beboelsesejendom. I den nye lov skriver Skatteministeriet, at vurderingsmyndigheden vil lave en afvejning af, om beboelseselementet eller landbrugselementet i det enkelte tilfælde vejer tungest.
Videre skriver Skatteministeriet, at er der reel landbrugsdriftså som sædskifte eller erhvervsmæssig husdyrproduktion, så vil ejendommen blive kategoriseret som landbrug -også selvom jorden er bortforpagtet. Det er ikke noget krav om driftsmæssigt overskud af bedriften. Men det vil i det enkelte tilfælde være genstand for en konkret vurdering.
Det synes vi i Landbrug & Fødevarer og i Familielandbruget ikke er præcist nok, og vi har derfor i lovprocessen kæmpet hårdt for at få skatteministeren til at præcisere, hvornår man kan risikere at blive omkategoriseret fra landbrug til bolig.
Skatteministerier vurderer, at " et antal" ejendomme, der hidtil har været vurderet som landbrugsejendomme m. v., fremover vil blive kategoriseret som beboelsesejendomme.
Tilsvarende kan der være " et antal" ejendomme, der skifter kategori fra beboelse til landbrug.
Men vi vil have langt mere klarhed.
Livet på landet er helt centralt for os. Friheden og jorden er en del heraf. Med en ændret praksis bliver vi usikre på om det vil betyde ændrede rammer. Det er klart, at det ikke vil være attraktivt at bo på landet med 10 ha jord, hvis det hele beskattes som en parcelhushave.
Vi skal værne om livet på landet.
Det kan det ikke herske to meninger om -heller ikke hos skatteministeren. Han har derfor også meddelt os, at der " under forhandlingerne om et nyt ejendomsvurderingssystem ikke har været et generelt ønske om at øge beskatningen af hobby-og deltidslandbrug.
Skatteministeren vil derfor følge praksisudviklingen tæt og indgå i en dialog med Landbrug & Fødevarer om, hvordan det kan sikres, at reglerne for kategorisering af hobby-og deltidslandbrug bliver så klare som mulige".

Det er vi godt tilfredse med, men vi vil se det endelige resultat, inden vi indstiller arbejdet.


Debat: Antibiotikaresistens respekterer ikke grænser
Bragt i Jyllands-Posten, 29. Juni 2017

Der kan være langt mellem avisernes positive artikler om landbruget.Der er ellers ikke langt mellem de positive historier. Senest har vi fået bekræftet, at danskerne roligt kan spise koteletter, karbonader og andet godt fra danske grise uden at frygte antibiotikarester.
Nye tal fra Fødevarestyrelsen viser, at medicinrester i slagtede danske grise er en sjældenhed.
Kun i én af 3.500 prøver blev der fundet antibiotika på et niveau over grænseværdien. Der blev hverken fundet rester af væksthormoner eller andre forbudte stoffer. Og det er heldigvis ikke noget nyt i Danmark, takket være vores dygtige og samvittighedsfulde landmænd og dyrlæger.
Den høje fødevarekvalitet gør os til et foregangsland. Danmark er internationalt anerkendt for vores lave antibiotikaforbrug i husdyrproduktionen.
Sammen med Norge, Sverige og Holland er Danmark blandt de lande i verden, der har det laveste forbrug af antibiotika til behandling af dyr. Det skal vi være stolte af, men vi må ikke dvæle ved de gode resultater. Vi arbejder stadig på at blive bedre.
Der findes desværre lande, der er så langt bagud, at de fortsat bruger antibiotika forebyggende eller antibiotiske vækstfremmere. Og antibiotikaresistens respekterer ikke landegrænser, så vi kan ikke løse det alene. Som foregangsland har vi en forpligtelse til at inspirere og skubbe til vores kollegaer - ikke bare i EU - men i hele verden.
For nylig deltog jeg i World Farmers' Organisations årlige generalforsamling i Helsinki. Her brugte Landbrug & Fødevarer igen lejligheden til at omtale nødvendigheden af, at det internationale antibiotikaforbrug sænkes og målrettes, så vi minimerer risikoen for antibiotikaresistens. Enhver landmand, bedrift og organisation bør være en aktiv del af løsningen i tæt samarbejde med politikere, myndigheder og det nationale sundhedsvæsen. Og det er muligt; Danmark har vist vejen, så det er et spørgsmål om politisk vilje.



25 år med uklarhed om diger må slutte

Bragt i LandbrugsAvisen, 11 April. 2017

Det virkede enkelt, da Per Stig Møller som miljøminister i 1992 vedtog at beskytte diger, der har biologisk, kulturel eller landskabelig værdi. Udgangspunktet for beskyttelsen var alle diger, der var indtegnet på de såkaldte fire-centimeterkort, der på den måde fungerede som en slags bruttoliste.
Planen var at luge ud i listen efterhånden, som digerne blev vurderet individuelt. Mens vurderingen stod på, skulle kommunerne være tilbageholdende med at give dispensation til at pløje hen over diger. På mange måder en fornuftig plan.
Problemet er bare, at planen her 25 år efter endnu ikke er ført ud i livet. Danske landmænd har stadig kun et 25 år gammelt kort at forholde sig til. Mange aner ikke, om de har beskyttet dige på deres ejendom eller ej.
Og nej, det er ikke en forsinket aprilsnar. Der er gået 25 år med uklarhed og et væld af sager mod landmænd, der har fjernet diger. I øjeblikket er der mange hundrede verserende sager, kunne man læse i sidste uges avis.
Det må slutte, og derfor har vi hos Landbrug & Fødevarer presset på for en løsning. Den politiske vilje er til stede, men en af udfordringerne har været at finde ud af, om det er staten eller kommunerne, der skal betale for at få vurderet digerne og revidere det gamle kort.

I sidste uge mødtes jeg derfor med kulturminister Mette Bock (LA) for at diskutere sagen. Ministeren havde stor forståelse for problemet og var ikke afvisende over for at forsøge at finde en løsning. Vi fik ikke noget endelig svar eller løfter på mødet, men jeg har grund til at håbe på, at vi endeligt kan få gjort op med 25 års forsømmelser.

Landmænd vil gerne pleje naturen

Bragt i Fredericia Dagblad 27. marts 2017

Der hvor jeg var, blev en del af engene plejet med græssende heste - og det var helt tydeligt, at de områder, der blev plejet, havde et langt højere naturindhold end områder, hvor der ikke var græssende dyr. Arealerne uden dyr var vokset til i meterhøje planter, og der var langt mellem de blomster, insekter og fugle, mens de afgræssede arealer viste en helt anden naturrigdom.
Derfor kan jeg kun glæde mig over, at miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har meldt ud, at der er givet tilsagn til naturpleje-aftaler for 136 mio. kr. Dette er faktisk seks mio. kr. mere, end der oprindeligt var sat midler af til - og det viser mig to ting:
For det første, at der er rigtig mange landmænd, som gerne vil være med til at gøre en indsats for naturen. Naturplejeaftalerne hviler udelukkende på frivillighed - og hvis der ikke var nogen lodsejere, der havde lyst til at gøre en indsats, ville endnu større dele af vores natur vokse til i krat og høje planter. I dag er der ca. 350.000 ha lysåben natur, der har behov pleje, så der er nok at tage fat på.
For det andet, at også politikerne er parate til at tage deres del af ansvaret. Det er glædeligt, at man har fundet ekstra midler, så alle ansøgere, der lever op til kravene i ordningen, har fået tilsagn. Indsatsen for natur og biodiversitet skal løftes i fælleskab, og det er helt afgørende, at der også er en politisk vilje til at finde og prioritere de midler, der skal til for at sikre naturplejen.
Landbruget spiller en afgørende rolle, når vi taler om at pleje og sikre naturen i det åbne land. I Landbrug & Fødevarer har vi et udtalt ønske om, at vi med en målrettet naturforvaltning kan sikre en balance mellem natur og anden areal-anvendelse, der kan være med til at sikre, at vi også fremover kan få naturoplevelser som den, jeg havde for nylig ved Skjern Å, samtidig med at vi også har et konkurrencedygtigt landbrugserhverv.
Naturplejen er netop et af de områder, hvor de to ting kan kombineres, og det er derfor også glædeligt, at der fortsat er flere landmænd, som ønsker at pleje naturen!



Arbejdsmiljøet skal prioriteres

Bragt 12 januar 2017 i LandbrugsAvisen

Jacob overlevede, men det kunne lige så godt være gået helt galt.
Sådan konstaterer en mor i dagens avis om sin 20-årige søn. Han er landbrugselev og faldt for knap halvanden måned siden gennem et staldtag og landede på betongulvet næsten seks meter nede.
Antallet af alvorlige arbejdsulykker og arbejdsrelaterede dødsulykker i landbruget er vokset det seneste år, og i 2016 skete der 13 dødsulykker i landbruget. Det svarer til, at hver tredje dødsulykke på arbejdsmarkedet sker i landbruget.
Den kurve skal knækkes. Vi må alle gøre en indsats for at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø, for ingen skal betale med livet for at passe deres arbejde. Et sikkert og sundt arbejdsmiljø er også en god investering. Det har en positiv effekt på bl.a. produktivitet, kvalitet og økonomi og medvirker til, at vi også i fremtiden kan tiltrække og fastholde dygtige og engagerede medarbejdere.
I Landbrug & Fødevarers formandskab har vi i denne uge anbefalet vores primærbestyrelse, at vi i den kommende tid sætter fokus på arbejdsmiljøet. Vi ønsker at søsætte nye initiativer og at få fortalt om alle de gode tiltag, der allerede er med til at sætte arbejdsmiljøet i fokus ude på bedrifterne. På den måde ønsker vi at sikre, at arbejdsmiljøet bliver prioriteret, og at det bliver en naturlig del af planlægningen i dagligdagen. Vi skal også have øget den generelle viden om sikkerhed hos alle medarbejdere og gøre en indsats mod nedslidning i vores erhverv.

Jacob overlevede heldigvis sit fald og er nu kommet hjem efter ophold på et rehabiliteringscenter. 13 af hans kolleger var sidste år ikke så heldige. Det antal håber jeg aldrig, at vi oplever igen.

Landbrug. Fair skat vil sætte gang i generationsskifter

Bragt i Vejle Amts Folkeblad 31. December 2016

Af Lone Andersen og Peter Jørgen Kock

Det er både godt og rigtigt, når regeringen i sit grundlag lægger op til at hjælpe generationsskifter i virksomheder på vej gennem en revision af arveafgiften. Det kan vi kun byde velkommen.
Problemstillingen med at sikre, at nye generationer kan komme i gang som selvstændige, er lige nu uhyre aktuel - ikke mindst i landbruget. Vi har, siden finanskrisen begyndte, set en voldsomt stigende gennemsnitsalder hos de selvstændige landmænd. Dygtige unge landmænd kan ikke komme i gang, fordi finansieringen er ekstremt vanskelig at finde.
Problemet er imidlertid aktuelt for mange andre brancher præget af små virksomheder - som f.eks. håndværksmestre.
Vil regeringen for alvor give en hjælpende hånd til tusindvis af den slags virksomheder, der er modne til at få nye kræfter ind som ejere, bør man dog også se på de nærmest absurde regler for skat på sælgerpantebreve.
De svære betingelser for at skaffe finansiering betyder, at mange unge med drømmen om et liv som selvstændig må bede sælgeren, f.eks. en ældre landmand, om at bidrage til finansieringen i form af et sælgerpantebrev. Det er mange sælgere i princippet villige til. Problemet er blot, at han dermed skal påtage sig en helt urimelig risiko. Sælger beskattes nemlig med det samme af avancen af salget uden sikkerhed for, at sælgerpantebrevet nogensinde bliver afdraget.
Går køber konkurs efter kort tid, har sælger efter al sandsynlighed tabt den kapital, han har ladet stå i form af pantebrevet. Samtidig har han allerede betalt skat af avancen på salget af virksomheden og dermed også værdien af pantebrevet. Det er betingelser, som betyder, at mange handler, hvor der ellers er god vilje til at finde en løsning, strander. Uanset hvor gerne sælger vil af med sin virksomhed for at gå på pension, er risikoen for stor, da en hurtig konkurs måske vil flå tæppet væk under sælgers muligheder for en økonomisk tryg pensionisttilværelse.
Familielandbruget og LandboUngdom bakker helt op om Landbrug & Fødevarers bud på en løsning. Den består i at ændre reglerne, så det bliver muligt at genanbringe ejendomsavance i et sælgerpantebrev og dermed udskyde skatten, til likviditeten kommer, det vil sige i takt med, at afdragene på sælgerpantebrevet falder.
Sælgers skat bliver hverken større eller mindre. Skatten bliver derimod udskudt og skal betales i takt med, at køber afdrager på sin gæld til sælger.
En sådan fair løsning vil give et langt større incitament til at hjælpe til med finansieringen og dermed markant styrke mulighederne for at få nye kræfter i spil i mange af de små virksomheder, hvis trivsel er særdeles afgørende for liv og aktivitet i landdistrikterne.



Antibiotikakampen skal tages i Bruxelles

Bragt i JydskeVestkysten 23. December 2016

Er du klar over, at vi bruger for store mængder antibiotika i Europa? Både til dyr og til mennesker.
Det er der faktisk ret mange danskere, der er klar over. Som et af de få lande i EU, har danske medier og organisationer fokus på antibiotikaforbruget. Landbruget har nedbragt forbruget med 22 % siden 2009 mens man hos mennesker også ligger på et lavt niveau sammenlignet med andre EU-lande.
Fordi vi jævnligt debatterer antibiotikaforbruget i Danmark, tager de fleste af os nok den debat alvorligt. Sådan er det bare ikke i resten af EU. Jeg har netop været til flere møder i den europæiske landbrugsorganisation Copa-Cogea. Her sagde jeg til mine kolleger, at de er nødt til at tage deres antibiotikaforbrug alvorligt. Forbruget skal nedbringes, og selvom jeg er stolt af, at vi går forrest i Danmark, så er det beskæmmende at se, at fx Spanien bruger ni gange så meget antibiotika i deres husdyrproduktion i forhold til i Danmark.
Da jeg i sidste uge nævnte overfor mine kolleger, at vi forventer, at der bliver gjort en indsats fra dem, var der en ting, der var slående. Stilheden. Mine polske landmandskolleger, som ellers plejer at tale meget, blev pludselig helt stille. Sådan er det generelt, når jeg taler med kolleger fra de lande, hvor de slet ikke er vant til at tale om antibiotika.
På trods af stilheden og det faktum, at det er et ubehageligt emne for mange, er det nu lykkedes for Landbrug & Fødevarer at få emnet på dagsordenen i den europæiske arbejdsgruppe for dyresundhed.
Antibiotikakampen skal nemlig tages i Bruxelles.