lørdag den 15. maj 2010

Kæp i hjulet for udvikling Johs. Poulsen?


Der er ingen grænser for alle de flotte ord om, hvordan landdistrikterne skal udvikle sig. Vi vil også gerne se handling, inden euforien har lagt sig, og Reimer Bo går om bord i et nyt varmt emne.

De flotte løfter til landdistrikterne kommer fra alle partier på borgen, men er der handling bag ordene? Ja forhåbentlig bag de fleste, og Venstres nye oplæg til udvikling i de tyndtbefolkede områder er et skridt i den rigtige retning.

Men en konkret nu-handling, som virkelig kan sætte gang i landbrugserhvervet, store som små, er en forbedring af miljøgodkendelsesloven. Denne lov sætter de Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, nu en kæp i hjulet for.

Loven er ved at blive evalueret, så den bliver mindre bureaukratisk, så der kan komme gang i tilpasninger, udvidelser og bedre dyrevelfærd på landbrugene. En evaluering af denne lov kan give optimisme hos såvel landmænd som håndværkere, og der kan komme gang i udviklingen i landdistrikterne og erhvervslivet generel.

Men miljøgodkendelsesloven er vedtaget med regeringspartierne og De Radikale, og selvom det ligger lige til højrebenet at skubbe gang i en meget længe ventet anmeldeordning i miljøgodkendelsesordningen, så vil de radikale ikke være med.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor sætter du, Johs. Poulsen, en kæp i hjulet for et initiativ, som vil sætte gang i udviklingen i landdistrikterne nu? Det er helt uforståeligt, da det jo ikke er givet, at velfærden i Danmark er permanent. Det er langt fra alle beskåret at have muligheden for at sætte gang i en positiv erhvervsudvikling lige nu. Det er ikke ordentligt eller rettidig omhu, det er ærgerlig og noget egoistisk politisk drilleri, som ingen har gavn af.

Læserbrev i JP d.12-5-2010 (skrevet sammen med Esben Lunde Larsen)

torsdag den 22. april 2010

Timeout sikrer landbrugets fremtid

Ud over at solen nu kigger mere frem, glæder vi os i Familielandbruget Vest-Jylland også over, at vi nu har fået en landbrugspakke, Grøn Vækst 2.0 fra regeringen og Dansk Folkeparti. Det er godt og tiltrængt, at der er forståelse for, at landbrugets og fødevareerhvervets konkurrenceevne skal forbedres.

Jeg ser grøn Vækst 2.0 som en meget vigtig time-out for landbruget. Nu kan vi endelig få de nødvendige økonomiske konsekvensberegninger, der skal hjælpe os med at træffe de rigtige beslutninger. Med aftalen er det aftalt, at vi bl.a. får en analyse af erhvervets konkurrencevilkår og produktivitet sammenlignet med de lande, vi i Danmark konkurrerer med. Det er nødvendigt, for vi skal kunne kigge på landbruget i det perspektiv, der meget gerne skulle fremtidssikre et erhverv, der beskæftiger 150.000 mennesker og sikrer landet over 100 mia. i eksportindtægter hvert eneste år.

Det er samfundsøkonomisk helt klart mere fornuftigt at være med til at holde balancen for erhvervet frem for at kvæle det. Jeg tager det som et positivt tegn, at man fra regeringens side godt ved, at der ud over den økonomiske håndsrækning, pakken kommer med, også skal kigges mere indgående på hvordan vi sikrer, at de mål der sættes for landbruget ikke må blive så ambitiøse, at de ikke har rod i virkelighedens verden.

Særligt hæfter jeg med ved, at regeringen med Grøn Vækst 2.0 har valgt at kigge en ekstra gang på, hvordan de ambitiøse politiske miljømål kommer i hus. Vi vil meget gerne være med til at sikre miljøet, og derfor er det godt, at der nu kigges på en målrettet indsats, der samtidig kan tilgodese at der også skal være plads til at drive et mangfoldigt landbrug. For det handler om, at vi, ud over et godt miljø, også fortsat positionerer landbruget som en væsentlig bidragyder i det danske samfund. At grøn energi bliver en del af landbrugets nye forretningsområder, er oplagt – ikke kun for landbrugets, men for hele samfundets fremtid.

onsdag den 24. marts 2010

Der beskæres i buskadser og budgetter

Skriver Benny Andersen i sangen "Det er forår og alting klippes ned" og ja, der beskæres i budgetter rigtig mange steder, både i private virksomheder, i de små hjem og ikke mindst i offentlige budgetter, men mulighederne er helt sikkert ikke udtømte,selvom det kan gøre ondt.

Jeg er lige kommet hjem fra en dagsmøde i Brussel, hvor jeg har været til møde i Copa's kommite for landbrugskvinder fra EU. Og landene omkring os har også rigtig ondt i økonomien. Fra Letland blev der fortalt at man har skåret rigtig voldsomt på de offentlige budgetter, hvor bl.a alle de ansatte i ministerierne har fået en lønreduktion på 40 % og hvor mange skoler er blevet lukket i landdistrikterne uden der samtidig er arrangeret busser til børnene.

Det er ikke sikkert at vi går så drastisk til værks, når vi i morgen i byrådet i Ringkøbing-Skjern starter med de indledende budget drøftelser for 2011 og frem til 2014, men der skal helt sikkert også beskæres i buskadser og budgetter.Det vil kræve vores alleryderste evner for at få noget fornuftigt ud af det, og det er vores ubehageligt pligt,som vil strække sig over resten af året, inden det skal vedtages i byrådet til december.

tirsdag den 29. december 2009

Mandsdominans i erhvervs-bestyrelser


Læserbrev i JP d. 17-12 og Landbrugsavisen d.28-12-09

Efter det netop overståede valg blev kommunalbestyrelserne bredere sammensat end for fire år siden. Andelen af kvinder steg fra 27 til 32 procent. Så nu er kun to ud af tre byrådsmedlemmer mænd.
Det er selvfølgelig ikke noget at prale af, da kvinder udgør halvdelen af landets befolkning, men det er dog ganske flot, når vi sammenligner os med erhvervslivets og landbrugserhvervets bestyrelser: Her er kun 5-6 procent kvinder.
I bestyrelserne i landbrugets to største andelsselskaber - Arla og Danish Crown - er der slet ingen danske kvinder, men Arlas svenske landmænd har dog valgt et par kvinder til bestyrelsen.
Der er ikke sket den mindste forbedring i de seneste 10 år, hvilket har fået direktøren i Tryg, Stine Bosse, til at foreslå kønskvotering de næste fem år.
Med de store udfordringer vi står overfor er det ærgeligt, at man ikke vil rekruttere fra hele talentmassen, men kun fra den ene halvdel af befolkningen, og det så oven i købet, når man ved at bestyrelser fungerer bedst, når der er mindst en tredjedel af hvert køn.
Det er jo muligt at gøre bestyrelser bredere og mere velfungerende. Det viste kommunalvalget tydeligt, hvor vælgerne i for eksempel Ringkøbing-Skjern Kommune valgte dobbelt så mange kvinder – fra 5 til 10 kvinder ud af 29.
I de andre omtalte bestyrelser er det jo næsten udelukkende mænd, der bestemmer ved generalforsamlingerne i rigtig mange foreninger over de næste måneder. Jeg vil kraftig opfordre til, at de også vender blikket mod kvinder, der kan bidrage til en udviklende bestyrelse, så en lovgivning herom ikke bliver nødvendig.

søndag den 20. december 2009

Frosten har sat sig i malkerobotten, øv




Sikke en søndag. Malkerobotten gik i stå i nat og mælkerørerne frøs, og der kunne ikke malkes. Så dagen er gået med telefonsnak, montørbesøg, optøning og kuldeskærende bøvl og besvær.

Ret deprimerende at man bliver så meget bagefter med malkningen, og ikke kan gøre noget hurtigt og konsekvent, men må lade robotten arbejde på højtryk indtil det er ved at være indhentet her godt et halvt døgn efter. Når køerne på PC,en er røde så haster det ret meget med at malke dem og normalt er der kun nogle få røde,men idag var hele skærmen rød lidt for længe :-)
Men dagen sluttede dejligt med julemusik gudstjeneste, hvor bl.a.Stine og Anne Beth spillede og sang Hans Thimes Kristansens tekster til Leonard Cohens melodier, Herligt.
Håber de sidste dage op til jul går lidt mere planmæssigt.

søndag den 22. november 2009

1000 tak for opbakning ved valget.


Tak for de 688 stemmer jeg fik ved valget i tirsdags d. 17-11 og mange tak for hilsner og lykkeønskninger.
Jeg vil gøre mit til at leve op til det nye job som byrådskandidat, som jo starter først i det nye år.

Jeg vil sørge for at forberede mig godt, lytte til mit bagland, værne om takt og tone, krydret med humor og holde mig i form. Begge ben skal også gerne blive på jorden,men det sørger min mand for, når vi sammen passer gården herhjemme, som her i weekenden, hvor 3 kvier(1.kalvskøer) fik 4 kalve, dejlig oplevelse.

Det bliver forhåbentlig 4 spændende år, med mange politske resultater og udfordringer.

Med venlig hilsen fra Lone

mandag den 16. november 2009

Mange gode arbejdspladser ønskes


Læserbrev i dagbladet idag:

Kommunens fremtidige serviceniveau skal bl.a. finansieres ved at vi skal have mere gang i erhvervsudviklingen i vores kommune. De virksomheder der er her, skal have alt den medvind, som loven tillader fra kommunal side, og her tænker jeg både politisk og administrativt. Vi skal gøre rigtig meget for at tiltrække nye virksomheder og iværksættere, for kun ved at øge antallet af arbejdspladser og mindske antallet af arbejdsløse, kommer vi helskindet igennem de næste år.

I det nuværende byråd arbejder man med at nedsætte et udvalg, der skal sætte fart på processen med at tiltrække flere virksomheder. Jeg vil gøre mit til at udvalget bliver en realitet og kommer i omdrejninger hurtigst muligt.

Efter spændende debat på VGT i dag, som jeg deltog i, er det jo bl.a. denne generation og deres søskende, der skal føle sig tiltrukket af Rgk.-Skjern kommune om føje år, når de har fået rygsækken fyldt op af oplevelser og uddannelse i verden omkring os. Det kan jo være, de vil flytte hjem igen. Det håber jeg.

Vi skal derfor have skabt økonomien til et godt serviceniveau, som sammen med et hav af forskellige virksomheder, skal gøre vores kommune mere attraktiv at bo i og flytte til.